Historie - Danmark
Danmark var oprindeligt et katolsk land frem til reformationen i 1536, herefter skiftede man til den lutheranske kristendom, og Grundloven i 1849 støtter op omkring den evangelisk-lutherske kirke som den officielle religion i Danmark. Mere frisindet religiøs tænkning kom dog så småt frem med forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754), som udtalte sig om umuligheden af at tro på noget, som trodser fornuften. H.C. Andersen (1805-1875) udviste også en mere frisindet religiøs tankegang; han skrev f.eks. i Mit Livs Eventyr (kap. 1) at "Christus har været et Menneske, som vi, men et usædvanligt Menneske!".
I slutningen af 1800-tallet kom Kristofer Janson (1841-1917) tilbage til Norge efter at have fungeret som unitarpræst i USA i nogle år, og den norske komponist Edward Grieg (1843-1907) blev involveret i unitarismen sammen med sin danske kone, Nina (1845-1935). Sidst i 1890erne kom Kristofer Janson til Danmark, og holdt foredrag om unitarismen. Uffe Birkedal (1852-1931) tog sin afsked som folkekirkepræst i 1893 pga. et tiltagende kritisk syn på folkekirkens dogmer, og Kristofer Janson opfordrede ham til at holde unitariske foredrag. Den kendte danske kvindesagsforkæmper, Mary B. Westenholz (1857-1947),
som var Karen Blixens moster, blev tilhænger af unitarismen gennem nogle engelske familiemedlemmer, som var unitarer. Således var det gennem indflydelse fra både Norge og England, at unitarismen langt om længe kom til Danmark, hvor den første unitariske gudstjeneste blev holdt den 18. februar 1900 med Uffe Birkedal som præst. Den stiftende generalforsamling fandt sted den 18. maj 1900 - samfundet kom til at hedde Det Fri Kirkesamfund, og Mary B. Westenholz blev den første formand for samfundet.
Nina Grieg flyttede tilbage til København efter sin mands død i 1907. Hun var en kendt sangerinde og pianist og afholdt koncerter i den nye kirkebygning (fra 1927) for at rejse penge til anskaffelse af et orgel. Orglet blev opsat og indviet i 1934.
I 1992 ændrede samfundet navn til Unitarisk Kirkesamfund.
Samfundets første medlemsblad hed Lys over Landet. Det blev i 1904 afløst af tidsskriftet Protestantisk Tidende, som i 1993 fik navneforandring til UNITAREN.
Fra 1900 til 1918 var samfundets præst Uffe Birkedal og fra 1918 til 1965 Thorvald Kierkegaard (1878-1965). Samfundet har siden 1965
fungeret som et fellowship, dvs. at en gruppe medlemmer valgt af generalforsamlingen forestår de kirkelige handlinger og har ansvaret for dets religiøse linie. I dag fungerer samfundet stadig som et fellowship.